- Tirsdag 2. juli17.00, Gaia
Med sin evne til at favne stærke popmelodier, mørke atmosfærer og jazzede arrangementer er Stockholm-baserede Stella Explorer godt på vej til at etablere sig som en af de mest spændende nye stemmer på den skandinaviske alternative popscene.
Allerede i det eksperimenterende popband Brödet viste hun evnen til at kombinere kunstnerisk vovemod og fængende melodier, og som solokunstner har hun ikke alene høstet hæder i det svenske musikmiljø - bl.a. med nomineringer til P3 Guld og den svenske Grammy - hun har også vakt international opsigt med de fremragende EP’er Dorkay House og Lost Kingdom.
I starten af 2024 kom endelig debutalbummet Absolute Music 2/5. Et album, der på fortryllende vis guider lytteren rundt i et kalejdoskopisk musikalsk univers med mørke popballader, ambiente klange og inspiration fra housemusik. Men også med dyk ned i Stella Explorers sydafrikanske rødder gennem elementer af afrobeat og den sydafrikansk jazz, som hendes bedstefar bragte med sig, da han drog til Sverige i 50’erne. Det er både ambitiøst og medrivende, og vi glæder os til at opleve Stella Explorer folde sine originale sange ud på Roskilde.